CSR 2025 DK v5 280425 web - Flipbook - Side 26
Diversitet
Social
26
MEDARBEJDERE OG SAMFUNDET
Diversitet er en prioritet hos Frode Laursen. Når man,
som vi, er en koncern, der arbejder på tværs af grænser, har lokationer i fem lande og ansatte af endnu
flere nationaliteter, er diversitet, inklusion og evnen
til at forstå hinanden på tværs af bl.a. kultur, alder,
køn og religion afgørende for, at koncernen fungerer
optimalt.
I 2024 havde vi fortsat fokus på at identificere og
håndtere bias. Ved at integrere emnet i vores interne
lederkurser er vores mål at øge bevidstheden om,
hvordan forudindtagede holdninger opstår, og hvordan vi aktivt kan arbejde med dem.
Vi anser denne indsigt for at være en vigtig
forudsætning for at være en god leder, og derfor vil
arbejdet med bias fortsat være en del af vores ledelsesuddannelser i de kommende år.
Det underrepræsenterede køn
Siden 2023 har Frode Laursen haft en mangfoldighedspolitik med særligt fokus på at fremme det
underrepræsenterede køn. Vi arbejder målrettet for at
skabe en mere balanceret kønsfordeling og sikre lige
muligheder for alle medarbejdere.
I 2024 var 38 % af lederne i Frode Laursen A/S
kvinder, hvilket er på niveau med året før, mens der i
hele Frode Laursen i 2024 var et fald i procentdelen af
kvindelige ledere fra 34 % til 32 %.
I 2025 vil vi fortsat arbejde for at øge andelen af
kvindelige ledere, bl.a. ved at sikre at begge køn er
repræsenteret ved jobsamtaler, at stillingsannoncer formuleres, så de appellerer til et mangfoldigt
ansøgerfelt, samt at træne ledere i at fastholde fokus
på mangfoldighed ved sammensætning af teams og
sørge for, at vi har en mangfoldig repræsentation af
kandidater i vores talent- og udviklingsprogram.
Ligeledes vil vi de næste år arbejde målrettet på
at øge andelen af det underrepræsenterede køn i
både bestyrelse og de øverste ledelseslag. Vi har et
mål om, at 40 % af bestyrelsesmedlemmerne i Frode
Laursen A/S og TA-Logistics A/S i 2030 skal være kvinder. I 2024 var det henholdsvis 20 % og 33 %, hvilket
er uændret fra året før, da der ikke er blevet afholdt
bestyrelsesvalg i nogen af bestyrelserne.
På samme måde har vi et mål om, at 40 % af lederne på øvrige ledelsesniveauer skal være kvinder. I 2024
var 27 % kvinder, hvilket er et fald fra 2023, hvor 30 %
var kvinder. Det skyldes en mindre strukturændring.
En mangfoldig arbejdsplads
Diversitet handler dog ikke kun om køn, og Frode
Laursen er en virksomhed med mange nationaliteter
og aldersgrupper. Vores medarbejderes alder spænder fra helt unge elever og lærlinge til medarbejdere
over 70 år, hvor nogle har op til 50-års anciennitet i
virksomheden.
Vi er stolte af både at være en arbejdsplads for de
meget erfarne og de helt nye på arbejdsmarkedet.
Vi ser os selv som en „uddannelsesvirksomhed“, og
derfor er 9 % af vores chauffører lærlinge, mens 20 %
af vores kontorpersonale er elever. Vi er glade for den
energi og det gåpåmod, vores elever bringer ind i
virksomheden, og vi fastansætter stort set alle vores
lærlinge og elever efter endt uddannelse.
De seneste år har vi intensiveret vores arbejde
med elever og lærlinge og har også i 2024 øget
optaget af lærlinge med 21 %, hvilket betyder, at vi nu
har 62 elever og 34 lærlinge. Vores mål er at fastholde
dette antal de næste år.